Jeg kiggede ned på mit ur og sukkede dybt. Der var hele ti minutter tilbage, før toget kørte. Jeg stod og små trippede lidt, da toget endelig kom, ”som sendt fra himlen” fristes jeg til at råbe, da mine fingre snart blev følesløse af kulden. Jeg fandt hurtigt frem til vores togvogn, tog en dyb indånding: ”føj, hvor er det koldt” tænkte jeg og skyndte mig ind i det forholdsvise varme tog. Jeg sukkede endnu engang dybt, sidste afgang.. Sådan havde jeg også sagt om den sidste morgenmad, den sidste frokost, det sidste flymåltid, den sidste boarding, den sidste ”take off” og den sidste landing. Jeg smilede lidt indvendigt, for jeg vidste jo godt, at det næppe ville være sidste gang jeg skulle ud og rejse.

Jeg sad og kiggede lidt ud over folkene i toget. Folk så stressede ud, som om hvis de lod som om de havde travlt, ville toget nok komme hurtigere frem. Et lille smil dannede sig på mine læber. Imens vi var af sted havde man alverden tilfælles, hvis bare man kom fra det samme land. Jeg rettede igen mit blik ud mon resten af toget, der var ingen af dem, jeg havde lyst til at have særligt meget tilfælles med, konkluderede jeg.

Jeg rettede blikket mod vinduet, alting var kedeligt, gråt og trist.. Hvor er alle bladedne på træerne? Jeg har ikke set et eneste blad, imens jeg har kørt i snart en time. Landskabet var helt bart, hist og pist lå der nogle huse, og rundt om nogle træer. Det der før virkede normalt, okay, nogle gange ligefrem smukt, virkede nu helt absurd. Jeg havde læst en bog om lidt af en pisse mist når det galt det danske landskab, og jeg var blevet en smule forarget huskede jeg, men nu ville jeg beskrive landskabet på samme måde. Lidt ironisk og jeg fangede mig selv i endnu engang at smile. Jeg skubbede hurtigt smilet væk. For nu havde jeg endeligt fred til at være sur!

Derefter fandt jeg min dagbog frem, hvor jeg skrev (rettere bandede) over alt og alle i lang tid, imens jeg sad og hørte højt rock musik og skulede ondt til alle forbipasserende. ”Hvorfor skal alle gode ting ende?” skrev jeg hidsigt i min dagbog. Bagefter skiftede jeg over til – All good things med Nelly Furtado, en rigtigt sukker sød pop sang. Jeg mærkede en lille klump, det havde virkeligt været en god rejse, klumpen bredte sig, da jeg indeni mig selv sang med på ”Why do all good things come to an end?” Hvorfor gør de egentligt også det?

Spekulationerne blev afbrudt af højtalerne ”Næste stop… Skanderborg”. Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen, vækkede mine altid tungt sovende søskende, tog mine sko og rygsæk på (ikke nogen jakke). Jeg tog en dyb indånding, før jeg gik ud i den kølige friske danske luft.” Måske er det alligevel ikke så slemt at være hjemme” tænkte jeg, og jeg kunne se på de andre, at de havde det på samme måde.

Mathilde Brok Brandi