Blog Image

Familien Brok-Brandi - Jul Philippinerne 2008-09

Familien Brok-Brandi's rejse - blog

Vi har valgt at du ikke kan skrive direkte paa bloggen - hvis du har lyst - kan du istedet sende os en mail på brokbrandi@hotmail.com

.... flere billeder på www.brokbrandi.dk

Why do all good things come to an end?

Filippinerne Posted on Sat, January 17, 2009 11:06:39

Jeg kiggede ned på mit ur og sukkede dybt. Der var hele ti minutter tilbage, før toget kørte. Jeg stod og små trippede lidt, da toget endelig kom, ”som sendt fra himlen” fristes jeg til at råbe, da mine fingre snart blev følesløse af kulden. Jeg fandt hurtigt frem til vores togvogn, tog en dyb indånding: ”føj, hvor er det koldt” tænkte jeg og skyndte mig ind i det forholdsvise varme tog. Jeg sukkede endnu engang dybt, sidste afgang.. Sådan havde jeg også sagt om den sidste morgenmad, den sidste frokost, det sidste flymåltid, den sidste boarding, den sidste ”take off” og den sidste landing. Jeg smilede lidt indvendigt, for jeg vidste jo godt, at det næppe ville være sidste gang jeg skulle ud og rejse.

Jeg sad og kiggede lidt ud over folkene i toget. Folk så stressede ud, som om hvis de lod som om de havde travlt, ville toget nok komme hurtigere frem. Et lille smil dannede sig på mine læber. Imens vi var af sted havde man alverden tilfælles, hvis bare man kom fra det samme land. Jeg rettede igen mit blik ud mon resten af toget, der var ingen af dem, jeg havde lyst til at have særligt meget tilfælles med, konkluderede jeg.

Jeg rettede blikket mod vinduet, alting var kedeligt, gråt og trist.. Hvor er alle bladedne på træerne? Jeg har ikke set et eneste blad, imens jeg har kørt i snart en time. Landskabet var helt bart, hist og pist lå der nogle huse, og rundt om nogle træer. Det der før virkede normalt, okay, nogle gange ligefrem smukt, virkede nu helt absurd. Jeg havde læst en bog om lidt af en pisse mist når det galt det danske landskab, og jeg var blevet en smule forarget huskede jeg, men nu ville jeg beskrive landskabet på samme måde. Lidt ironisk og jeg fangede mig selv i endnu engang at smile. Jeg skubbede hurtigt smilet væk. For nu havde jeg endeligt fred til at være sur!

Derefter fandt jeg min dagbog frem, hvor jeg skrev (rettere bandede) over alt og alle i lang tid, imens jeg sad og hørte højt rock musik og skulede ondt til alle forbipasserende. ”Hvorfor skal alle gode ting ende?” skrev jeg hidsigt i min dagbog. Bagefter skiftede jeg over til – All good things med Nelly Furtado, en rigtigt sukker sød pop sang. Jeg mærkede en lille klump, det havde virkeligt været en god rejse, klumpen bredte sig, da jeg indeni mig selv sang med på ”Why do all good things come to an end?” Hvorfor gør de egentligt også det?

Spekulationerne blev afbrudt af højtalerne ”Næste stop… Skanderborg”. Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen, vækkede mine altid tungt sovende søskende, tog mine sko og rygsæk på (ikke nogen jakke). Jeg tog en dyb indånding, før jeg gik ud i den kølige friske danske luft.” Måske er det alligevel ikke så slemt at være hjemme” tænkte jeg, og jeg kunne se på de andre, at de havde det på samme måde.

Mathilde Brok Brandi



Sjove og alvorlige fakta om vores rejse

Filippinerne Posted on Sat, January 17, 2009 11:03:27

– Nikolines første kommentar, da vi lander midnat mandag i Filippinerne, og folk er noget søvnige: “Det er godt nok et noget træt land det her!”

– Den første aften i Manilla Big Big City udbryder Nikoline: “I morgen tror jeg, jeg vil gå ned til stranden og tage solbad!”

– Mathilde og Mettte kan powershoppe i Ayla Shoppingcenter, Cebu med bind for øjnene.smiley

– Mathilde til en ekspedient i Hong Kong Airport: “I am only kicking!”

– Vi præstrerede at bestille for meget mad på samtlige restauranter til hver eneste bestilling i samtlige feriens dage… ihvertfald efter Hansi’s udsagn.

– Vi har alle på skift lånt Far Hans’s sokker og underbukser. Man ser så kæk ud med dem på smiley

– Nikoline har som den første og eneste insisteret på at få en rullekuffert. Så nu triller hun nok så fint afsted ved siden af os af os andre “backpackere”.

– Mathilde har booket danseundervisning til sin mor hos en veninde smiley

OG SÅ TIL DE MERE ALVORLIGE FILIPPINSKE FACTS:

I en global undersøgelse fra 2005 kom ud blandt Verdens mest lykkeligste folkefærd ikke mindst pga deres humor. Vi kan kun give undersøgelsen ret.

I de 70 talte sprog der findes i Filippinerne findes ikke ord for depression, angst og kedsomhed. Fænomenerne er ikke så almindelige, at der er ord for dem.

Ud af de 90 milioner filippinerne er der 11 milioner der arbejder oversøisk og bidrager med en betragtelig del af nationalindkomsten.

Filipinnerne består af 7107 øer.

Filippinerne er en tidligere spansk og amerikansk koloni.

Filippinerne er overvejende katolsk, men nede sydpå er der også muslimer. Der slås de to parter og man er advaret mod at rejse i området. Det var der man havde taget nogle amerikanske gisler til fange for nogle år siden.

Filippinerne har et KÆMPE turistpotentiale med deres meget varierede natur: Vulkaner, øer, risterasser, jungle etc etc. Befolkningen taler godt engelsk og kunne sagtens, hvis deres statsledere prioriterede det kunne komme op på højde med Thailand. Desværre er de mere optaget af at mele deres egen kage.



Skildpaddeskolen

Filippinerne Posted on Sat, January 17, 2009 11:02:35

Klokken er 15 – vi er på vej ned til The Sanctuary, som er det bedste sted at snorkle på Apo Island. Øen er kendt for, at der er skildpadder, og fordi der er de pæneste koraler i Filippinerne. Vi går forbi en skole, hvor læren læser noget op, og så gentager eleverne. Jeg studser lige over, at de stadig er i skole. Selv om de går i skole så meget, er det højeste, de kan nå alligevel at sejle turister frem og tilbage til øen. Og i øvrigt kun tjene 20 kroner om dagen.

Mathilde og jeg går nu ud og snorkler sammen. Der er masser af flotte fisk og koraler. Pludselig er der en lille fisk, der blev forfulgt af den store ”Trigger Fish”, som også kan bide mennesker. Den lille fisk svømmer, alt hvad den kan, men har ingen chance og bliver ædt. Jeg tænker på, om vi er Trigger Fishen, og Filippinerne er den lille fisk der knoklede, så hårdt men alligevel ikke havde en chance. Uanset hvor hårdt de knokler, kan de ikke nå længere end os. Eller hvad? Måske kan de hvis de bliver ved med at vokse, kan de blive større end Trigger Fishen. I hvert fald på et tidspunkt… Så er der jo korruptionen. Filippinerne er et af Verdens mest korrupte lande, og blandt Verdens fattigste mon ikke det hænger sammen. Jeg glemmer hurtigt tanken, da jeg ser en skildpadde komme svømmende forbi, og jeg dykker hurtigt ned efter den, til jeg er en meter fra den. Så ser den mig, og er på et øjeblik uden for synsvidde.

Overrumplet af de flotte fisk og koraler går vi op land. Jeg kigger på mit nye ur som koster en timeløn for mig, men en ugeløn for en Filippiner. Klokken er nu 17, og børnene har nu fri. De leger alle sammen raskt sammen. Det er vildt, at de har en High School på Apo Island, hvor der bor 600-700 mennesker. Og det er jo heller ikke de helt store penge, der er i omløb på Apo. Der er lidt turister men ikke mange, og man må ikke fiske, fordi der er fredet hele vejen rundt om øen(siger sig selv ”The Sanctuary”).

Jeg funderer igen over, hvor hårdt de arbejder. Det er en utrolig hård autoritær skole. Jeg tvivler, på at de har de samme ”Åbne Debatter” som hjemme i Stjær. Men der er heller ikke noget uro i timen. Hvilke egenskaber vil du ligge mest vægt på? Frisind, Innovation og Kreativitet eller Disciplin, Ligesind og Målrettethed? Vælg selv!

Jeg ser mor og far, komme svømmende ind, og vi begynder vores hjemgang igennem en lille hyggelig landsby. Vi hilser pænt på de legende børn, og de hilser pænt tilbage. Hvor er vi egentligt urimeligt heldige, at vi kan komme ud at rejse i 6 uger. Tænker jeg, og kigger tilbage på det lille skur, der er Apo Island High School.

Frederik Brok Brandi