Saa er det snorkletid igen.

Paa med svoemmefoedder, maske og snorkel og saa er det ud i det turkisblaa vand.

Vi er i Moalboal, hvor der er nogle fantastisk flotte koraler. Sandstrand er der ingenting af, for den blev vasket vaek under den sidste tyfon, pga hotellerne har bygget helt ned til strandkanten. Som kompensation har ungerne en swimmingpool. De har faaet nok af koraler siger de store efter dykket, og Nikoline har vist aldrig helt laert at vaerdsaette livet under overfladen.

Saa jeg maa snorkle af alene.

Jeg saetter afsted ud over det foerste matte omraade, hvor der er begraenset liv. Snart kommer de foerste smaa fisk og de foerste spredte koraler.

Nu er jeg ved kanten af en koralvaeg, der gaar meget stejlt 20 meter ned i vandet. Her vrimler det med liv. Koraler og fisk i alskens farver og former. Jeg flyder lidt omkring og lader ogsaa tankerne flyde.

Det er jo naeppe foerste gang vores famiie er paa en laengere rejse til et sydoestasiasisk land. Vi har efterhaanden gjort det nogle gange. Jeg har jaevnligt proevet at grunde over, hvad bevaeggrundene egentlig er:

Eventyr siger vi alle fem og nikker bekraeftende til hinanden, naar vi sidder og snakker med hinanden om aftenen. Ja, det er rigtigt. Eventyr er det.

Men det er ogsaa noget mere. Jeg har altid holdt af sydasiatere. Deres maade at naerme sig tilvaerelsen paaa. Deres humor og imoedekommenhed. Deres maade at tage tingene, som de kommer. Jeg synes, det er fantastisk, naar det ind i mellem lykkes, at kommer taaettere ind paa livet af dette folkefaerd, som f.x. paa Camiguin, hvor vi boede en lille uges tid………Hov der svoemmede en af de store stribede tigerfisk.

Naar jeg dykker rigtig langt ned prover jeg ogsaa at spoerge mig selv, om det er fordi, at det er tillokkende at foele sig overvaeldende rig og stadig “good looking” i et samfund, hvor en spidse hvid naese og et dagsforbrug paa 6ooo pesos kan tvinge enhver filippiner i knae af misundelse. Jeg vil helst ikke vaere ved det, men det har sin plads og ikke mange steder ud over Asien vil man kunne leve for saa lidt en hel familie. Saa i virkeligheden er det jo det, der goer det muligt……………………Nu moeder jeg en hel stime af blaa smaa fisk. Det vrimler med dem. Og lige saa pludselig som de kom, er de vaek igen.

Er vores tid her i virkeligheden en flugt fra en frygtelig hverdag? Jeg tror det ikke saadan i almindelighed: Vi har gode jobs, gode venner og familie et godt sted at bo. Og saa dog. Det jeg nyder saa meget ved at vaere afsted er vores faelles oplevelser, og det at man som familie kommer saa taet paa hinanden i en laengere periode. For derhjemme lever vi selvfoelgelig et faelles liv, men vi lever ogsaa hver vores adskilte liv. Saa paa den maade er det lidt ligesom at kidnappe sin familie for en periode, for saa at vende tilbage til et almindeligt stresset familieliv. Men godt tanket op med hinanden og oplevelser.

Jeg svoemmer videre sammen med klovnefiskene……….de ser ret sjove ud. Der er fantastisk mange bloede og haarde koraler her. Jeg begynder at kede mig lidt. Det er nu alligevel sjovest at snorkle sammen med nogle. Jeg maa tilbage til familien og poolen og faa laest min bog faerdig, inden vi skal ud og spise frokost.

Mette Brandi

EFTERSKRIFT:

Ting forandrer sig utrolig hurtigt for to dage efter begyndte Nikoline paa Apo Island at snorkle for alvor og blev vaeldig begejstret for at se baade koraler og fisk…….og saa saa hun ogsaa en kaempe havskildpadde.

Hans og jeg kom paa boernenes opfordring ud at dykke igen for foerste gang i 15 aar. DET VAR FANTASTISK.

Apo Island var helt igennem et godt punktum at saette for vores tur.