smileysmileysmileysmiley smiley

En tidlig middag gaar to unge teenagere, hen af strandvaejen – Malaspacua island, Philippines. De er begge temmelige nervoese for de skal nemligt ud og dykke for aller foerste gang. Det blaeser temmeligt meget, hvilket jo betyder at boelgerne er ret store, og det goer dem ikke just mere trygge.

Vi saetter os i stolen og giver haand til vores diveinstrukter – Roland. Inden laenge sidder vi lytter til teorien, om balloner, lufttryk, do’s & dont’s, de forskellige tegn, udstyret – den lidt mere kedsommelige del af dykningen – men som man selvfoelgeligt ikke ville vaere foruden.

Inden laenge sidder vi paa baaden parat til “take off”. Baaden gynger meget, og jeg fornemmer pludselig en lille (stor) klump i halsen. Men jeg vil jo helst ikke vaere den der er lyseslukkeren, isaer ikke for min tvillingbror, der helt sikkert ikke bare vil lade mig slippe med den daarlige fornemmelse – og vores instruktoer virker da ogsaa meget paalidelig, saa mon ikke han ville han ville stoppe os, hvis det var for farlig – og saadan bliver jeg ved med at overbevise mig selv om at det faktisk slet ikke kan gaa galt – indtil klumpen stort set forsvinder..

Saa stopper vi ved en lagoone, hvor boelgerne er lidt mindre, saa det bekymrer jeg mig lidt mindre om. Saa tager jeg mit dykkerudstyr paa – “It’s heavy” Og kan ikke helt forestille mig hvordan fanden, jeg skal kunne baere det helt ud til spidsen af baaden uden at falde mindst 1000 gange. Men ikke desto mindre klarer jeg det – med temmeligt meget hjaelp fra dykkerhjaelperne. Men jeg tror aldrig jeg har foelt mig saa klodset. Og svoemmefoedder goer det ikke lettere !

Under vandet laver vi et par forskellige oevelser. vi kunne ikke se saerligt meget, men paa trods af omstaendighederne klarerede vi det meget godt fik vi afvide bagefter til debriefingen – som vi gentog, da vi kom i land – og igen naeste dag. For vejret var nemligt ikke godt nok til vi kunne foretage vores foerste rigtige dyk hverken den samme dag eller dagen efter. Men saa var der jo ogsaa rigeligt med tid til at fortaelle om dykket helt ned i detaljer, og vi maa altsaa konstatere, at udstyret har forandret sig siden vores foraeldre sidst dykkede.

Omstaendighederne var meget bedre paa dykkedagen (noej hvor jeg lyder voksen?)- og selvom vi begge skulle staa op klokken 6:30 (det er rigtigt rigtigt tidligt, naar det er blevet en vane at staa op klokken 9) foeltes det ikke saa galt – vi havde jo ogsaa meget at staa op til. Og pludseligt foeltes der bare rigtigt langt tid til klokken 8, for det kunne hverken gaa hurtigt nok med at faa toejet paa og spise morgenmad. Klokken lidt over 8 var vi ude ved stedet hvor vi skulle dykke og udstyret foeltes allerede meget lettere – sjovt nok. Ogsaa begyndte dykningen for alvor – det er ikke saerligt meget anderledes end hvad man kan se naar man snorkler – men det var selvfoelgeligt ogsaa kun 8,9 meter dybt det dybeste sted. Saa det var mest udstyret der fyldte. Vi brugte 45 minutter under vand – vi er bedre end gennemsnittet til at dykke (vi havde stadigvaek masser af luft tilbage). Men det foeltes kun som 20 minutter, og det plejer vist at vaere et tegn paa at man har det sjovt. smiley

Mathilde Brok Brandi