Vi er paa vej op op igennem en jungleagtig skov. Vi er paa vej op til et vandfald. Vi skal op for at rapelle ned af et vandfald – for derefter at klatre op af vandfaldet igen! Jeg er ved at overvinde en af mine ganske faa fobier – “at gaa igennem taet jungle”. Jeg er mildest talt ret utryg ved at gaa igenem taet jungle – eller i det hele taget bare jungle! Maaske jeg har set lidt for mange “Vietnam film”.

Vi, Frederik, Mathilde og jeg, har kun gaaet knap 500 meter op af den lille sti, da vores klatreintruktoer raaber “snake, snake, snake” – helt sikkert med panik i stemmen – hvorefter han naermest kaster sig ind foran os 3 turister – der skal jo helst ikke ske os noget, og slet ikke foer vi har betalt regningen!!! Jeg naede lige at skimte en lysegroen slange – foer det lille pus, skraekslagen skyndte sig at kravle ind i junglen igen!! De naeste 5 min gik vores klatreinstruktoer og vores 2 baerere og diskuterede om hvor farlig slangen var! Jeg gik meget stille og forsigtig – og kiggede mig meget noeje for! Frederik og Mathilde var fuldstaendig uberoerte af, at vi lige havde “set doeden i oejnene” – eller i hvertfald naesten!

Og ja – jeg bryder mig altsaa ikke om slanger og edderkopper – de er nogle lumske baester. Saa hellere fire sig ned af et hoejt vandfald, springe ud fra en klippeafsats 3-5 meter ned i et lille vandhul, rutche 25 meter ned af et vandfald – for derefter at bruge 1-2 timer paa at klatre op af vandfaldet igen! Bare jeg slipper for alle de smaa kryb, der bare ligger paa lur inde i junglen og bare venter paa at stikke, bide eller suge alt blodet ud af mig!!!!

Hans Brok Brandi