Det er soendag middag i bjergbyen Sagada. Nikoline har kastet op i nat, men hun er paa vej til at faa det bedre, men bruger dagen paa afslapning sammen med sin far.

Vi spadserer paa fortovet, hvor der med spredte mellemrum er rode spor efter udspyttet betel. Med os har vi vores guide Fabian og indtil for fem minutter siden var vi paa vej ind i den nemme SUMMAGING Cave, men saa modte vi en australsk familie, der var paa vej ind i “connecting caves” som er en forbindelsesvej mellem LUMIANG og Summaging cave. Det kunne vores to vovehalse til 14 aarige ikke staa tilbage for. Og som moderen til to vovehalse maa man foelge trop.

Inden lange er vi paa vej ind i hulen. Ved hulen staar stakkevis af gamle kister stablet op. I hullet af en af kisterne kan man se et kranie, der kigger ud. Denne maade at blive begravet paa har man dyrket igennem aarhundrede i Sagada. Det lyder sikkert uhyggeligt at skulle passere et saadant scenarie paa vej ind i hulen, men egentlig er det ingenting mod uvisheden overfor, hvad der venter en. Hjertet pumper adrenalin rundt i kroppen, da petroleumslygten bliver taendt, og det er helt moerkt omkring en.

Egentlig gaar det meget godt til en start. Bare for at understrege at vi er forberedt, har vi taget vore tre pandelygter paa. Vi klatrer over store sten og snaevre passager og faktisk begynder jeg ligefrem at slappe af. Men saa goer Fabian tegn til at vi skal stoppe og goere praecis som han siger. Vi staar og kigger ned i et hul. Man kan ikke se, hvor langt man skal ned og hvad der venter en dernede. Nu sidder hjertet oppe i halsen og hamrer der ud af.Frederik, Mathilde og Fabian hjaelper beredvilligt og langsomt bliver ens haender og foedder guided til at stoette de rigtige steder. Jeg straaler lige saa meget som petroleumslygten, da jeg er igennem.

Ved den naeste udfordring skal vi fire os ned af et tov – ja vel naaermest lige som tarzan. Det gaar ogsaa uden skraemmer. Vi slapper mere af nu alle mand – her 90 meter under jorden. Vi kravler mange gange paa alle fire og hver eneste gang, der er noget usikkert, bliver vi beordret ned at sidde paa bagdelen. Det er sikkert ikke koent, men vi klarer det og det gaar egentlig altsammen godt, men pludselig da jeg skal omkring et klippefremspring, bliver jeg lammet at tanken: Taenk nu hvis jeg faldt. Mine ben begynder at ryste lidt, selv om det ikke er svaert det jeg skal. Fuldstaendig ulogisk for mange af de andre steder har vaeret noget farligere, og hvis jeg falder, falder jeg i mudder.

Fabian kommer mig til hjaelp. Han faar mig til at slappe af og langt om laenge kommer jeg om paa den anden side. Puh ha…….det var ubehageligt. B.S. ville ikke have vaeret stolt. Derefter skal vi rapelle op af en stejl skrant og vi skal gaa gennem en lille flod, men det goer ikke noget, for nu er der overskud igen. Paa et tidspunkt skal vi baere vores toej og tasker paa hovedet, og vi gaar i vand til brystet. foer vi er helt ovre flodstykket skal vi ned af et vandfald, hvor vi skal hoppe fra sten til sten indtil vi kommer ned til et lille bassin. Endelig er vi kommet frem til det endelige maal. Svoemmebassinet med tilhoerende bruser. Vi er alle ret svedige i de 18 grader der er omkring os. Tvillingerne hopper to meter fra kanten, mens jeg goer det paa den mere mor-agtige facon. Det er fantstisk og jeg er ikke saa lidt stolt. Det er Frederik og Mathilde vist ogsaa, men de er jo ogsaa ret seje. Der er fyldt med smukke stalakitfigurer omkring os.

Vi har nu vaeret tre timer undervejs og det sidste stykke af turen naesten loeber vi op. Vi traenger til at se noget dagslys igen. Der er fyldt med flagremus over os og deres efterladenskaber under os, saa det handler bare om at faa sidste del af turen overstaaet.. Tre en halv time senere er vi ude. Alle er ret stolte. Fabian er ogsaa stolt…….nej, det er han vist ikke. Nu goer det godt at komme hjem at drikke colaer med Nikoline,( Hvis vi altsaa kanmed vores oemme arme).

Knus fra Frederik, Mathilde og Mette