Blog Image

Familien Brok-Brandi - Jul Philippinerne 2008-09

Familien Brok-Brandi's rejse - blog

Vi har valgt at du ikke kan skrive direkte paa bloggen - hvis du har lyst - kan du istedet sende os en mail på brokbrandi@hotmail.com

.... flere billeder på www.brokbrandi.dk

Why do all good things come to an end?

Filippinerne Posted on Sat, January 17, 2009 11:06:39

Jeg kiggede ned på mit ur og sukkede dybt. Der var hele ti minutter tilbage, før toget kørte. Jeg stod og små trippede lidt, da toget endelig kom, ”som sendt fra himlen” fristes jeg til at råbe, da mine fingre snart blev følesløse af kulden. Jeg fandt hurtigt frem til vores togvogn, tog en dyb indånding: ”føj, hvor er det koldt” tænkte jeg og skyndte mig ind i det forholdsvise varme tog. Jeg sukkede endnu engang dybt, sidste afgang.. Sådan havde jeg også sagt om den sidste morgenmad, den sidste frokost, det sidste flymåltid, den sidste boarding, den sidste ”take off” og den sidste landing. Jeg smilede lidt indvendigt, for jeg vidste jo godt, at det næppe ville være sidste gang jeg skulle ud og rejse.

Jeg sad og kiggede lidt ud over folkene i toget. Folk så stressede ud, som om hvis de lod som om de havde travlt, ville toget nok komme hurtigere frem. Et lille smil dannede sig på mine læber. Imens vi var af sted havde man alverden tilfælles, hvis bare man kom fra det samme land. Jeg rettede igen mit blik ud mon resten af toget, der var ingen af dem, jeg havde lyst til at have særligt meget tilfælles med, konkluderede jeg.

Jeg rettede blikket mod vinduet, alting var kedeligt, gråt og trist.. Hvor er alle bladedne på træerne? Jeg har ikke set et eneste blad, imens jeg har kørt i snart en time. Landskabet var helt bart, hist og pist lå der nogle huse, og rundt om nogle træer. Det der før virkede normalt, okay, nogle gange ligefrem smukt, virkede nu helt absurd. Jeg havde læst en bog om lidt af en pisse mist når det galt det danske landskab, og jeg var blevet en smule forarget huskede jeg, men nu ville jeg beskrive landskabet på samme måde. Lidt ironisk og jeg fangede mig selv i endnu engang at smile. Jeg skubbede hurtigt smilet væk. For nu havde jeg endeligt fred til at være sur!

Derefter fandt jeg min dagbog frem, hvor jeg skrev (rettere bandede) over alt og alle i lang tid, imens jeg sad og hørte højt rock musik og skulede ondt til alle forbipasserende. ”Hvorfor skal alle gode ting ende?” skrev jeg hidsigt i min dagbog. Bagefter skiftede jeg over til – All good things med Nelly Furtado, en rigtigt sukker sød pop sang. Jeg mærkede en lille klump, det havde virkeligt været en god rejse, klumpen bredte sig, da jeg indeni mig selv sang med på ”Why do all good things come to an end?” Hvorfor gør de egentligt også det?

Spekulationerne blev afbrudt af højtalerne ”Næste stop… Skanderborg”. Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen, vækkede mine altid tungt sovende søskende, tog mine sko og rygsæk på (ikke nogen jakke). Jeg tog en dyb indånding, før jeg gik ud i den kølige friske danske luft.” Måske er det alligevel ikke så slemt at være hjemme” tænkte jeg, og jeg kunne se på de andre, at de havde det på samme måde.

Mathilde Brok Brandi



Sjove og alvorlige fakta om vores rejse

Filippinerne Posted on Sat, January 17, 2009 11:03:27

– Nikolines første kommentar, da vi lander midnat mandag i Filippinerne, og folk er noget søvnige: “Det er godt nok et noget træt land det her!”

– Den første aften i Manilla Big Big City udbryder Nikoline: “I morgen tror jeg, jeg vil gå ned til stranden og tage solbad!”

– Mathilde og Mettte kan powershoppe i Ayla Shoppingcenter, Cebu med bind for øjnene.smiley

– Mathilde til en ekspedient i Hong Kong Airport: “I am only kicking!”

– Vi præstrerede at bestille for meget mad på samtlige restauranter til hver eneste bestilling i samtlige feriens dage… ihvertfald efter Hansi’s udsagn.

– Vi har alle på skift lånt Far Hans’s sokker og underbukser. Man ser så kæk ud med dem på smiley

– Nikoline har som den første og eneste insisteret på at få en rullekuffert. Så nu triller hun nok så fint afsted ved siden af os af os andre “backpackere”.

– Mathilde har booket danseundervisning til sin mor hos en veninde smiley

OG SÅ TIL DE MERE ALVORLIGE FILIPPINSKE FACTS:

I en global undersøgelse fra 2005 kom ud blandt Verdens mest lykkeligste folkefærd ikke mindst pga deres humor. Vi kan kun give undersøgelsen ret.

I de 70 talte sprog der findes i Filippinerne findes ikke ord for depression, angst og kedsomhed. Fænomenerne er ikke så almindelige, at der er ord for dem.

Ud af de 90 milioner filippinerne er der 11 milioner der arbejder oversøisk og bidrager med en betragtelig del af nationalindkomsten.

Filipinnerne består af 7107 øer.

Filippinerne er en tidligere spansk og amerikansk koloni.

Filippinerne er overvejende katolsk, men nede sydpå er der også muslimer. Der slås de to parter og man er advaret mod at rejse i området. Det var der man havde taget nogle amerikanske gisler til fange for nogle år siden.

Filippinerne har et KÆMPE turistpotentiale med deres meget varierede natur: Vulkaner, øer, risterasser, jungle etc etc. Befolkningen taler godt engelsk og kunne sagtens, hvis deres statsledere prioriterede det kunne komme op på højde med Thailand. Desværre er de mere optaget af at mele deres egen kage.



Skildpaddeskolen

Filippinerne Posted on Sat, January 17, 2009 11:02:35

Klokken er 15 – vi er på vej ned til The Sanctuary, som er det bedste sted at snorkle på Apo Island. Øen er kendt for, at der er skildpadder, og fordi der er de pæneste koraler i Filippinerne. Vi går forbi en skole, hvor læren læser noget op, og så gentager eleverne. Jeg studser lige over, at de stadig er i skole. Selv om de går i skole så meget, er det højeste, de kan nå alligevel at sejle turister frem og tilbage til øen. Og i øvrigt kun tjene 20 kroner om dagen.

Mathilde og jeg går nu ud og snorkler sammen. Der er masser af flotte fisk og koraler. Pludselig er der en lille fisk, der blev forfulgt af den store ”Trigger Fish”, som også kan bide mennesker. Den lille fisk svømmer, alt hvad den kan, men har ingen chance og bliver ædt. Jeg tænker på, om vi er Trigger Fishen, og Filippinerne er den lille fisk der knoklede, så hårdt men alligevel ikke havde en chance. Uanset hvor hårdt de knokler, kan de ikke nå længere end os. Eller hvad? Måske kan de hvis de bliver ved med at vokse, kan de blive større end Trigger Fishen. I hvert fald på et tidspunkt… Så er der jo korruptionen. Filippinerne er et af Verdens mest korrupte lande, og blandt Verdens fattigste mon ikke det hænger sammen. Jeg glemmer hurtigt tanken, da jeg ser en skildpadde komme svømmende forbi, og jeg dykker hurtigt ned efter den, til jeg er en meter fra den. Så ser den mig, og er på et øjeblik uden for synsvidde.

Overrumplet af de flotte fisk og koraler går vi op land. Jeg kigger på mit nye ur som koster en timeløn for mig, men en ugeløn for en Filippiner. Klokken er nu 17, og børnene har nu fri. De leger alle sammen raskt sammen. Det er vildt, at de har en High School på Apo Island, hvor der bor 600-700 mennesker. Og det er jo heller ikke de helt store penge, der er i omløb på Apo. Der er lidt turister men ikke mange, og man må ikke fiske, fordi der er fredet hele vejen rundt om øen(siger sig selv ”The Sanctuary”).

Jeg funderer igen over, hvor hårdt de arbejder. Det er en utrolig hård autoritær skole. Jeg tvivler, på at de har de samme ”Åbne Debatter” som hjemme i Stjær. Men der er heller ikke noget uro i timen. Hvilke egenskaber vil du ligge mest vægt på? Frisind, Innovation og Kreativitet eller Disciplin, Ligesind og Målrettethed? Vælg selv!

Jeg ser mor og far, komme svømmende ind, og vi begynder vores hjemgang igennem en lille hyggelig landsby. Vi hilser pænt på de legende børn, og de hilser pænt tilbage. Hvor er vi egentligt urimeligt heldige, at vi kan komme ud at rejse i 6 uger. Tænker jeg, og kigger tilbage på det lille skur, der er Apo Island High School.

Frederik Brok Brandi



En hoene paa vejen!

Filippinerne Posted on Sat, January 10, 2009 04:16:23

Nikoline og jeg droener afsted paa Honda motorcyklen. Nikoline sidder foran mig og holder ved styret! Landskabet passerer forbi i rasende fart – saadan foeles det ihvertfald – men det foeles rart og helt sikkert, at koere her! Nikoline synes det er sjovt – hun peger og snakker og fortaeller en masse. Det er dejligt at maerke den varme luft i ansigtet – og fornemme duftene. Hvis det var lidt varmere i Danmark – kunne jeg godt blive fristet til at koebe en motorcykel, sidder jeg og taenker!

Lidt henne af vejen gaar der 2 hoener. Vi dytter (- det goer man meget her!). Den ene hoene gaar til den ene side, den anden gaar til den anden side. Men lige da vi passerer dem, ombestemmer den ene hoene sig – den flyver op – og rammer Nikoline paa skulderen! Heldigvis skete der ingenting – hoenen overlevede – og Nikoline grinedesmiley

Koereturen har vi snakket meget om – “Far kan du huske dengang vi koerte paa motorcykel?” “Kan du huske den hoene der ramte mig?”

“Ja Nikoline – det kan jeg godt – det var en god tur – var det ikk?”

Hans



Stensovning For Begyndere

Filippinerne Posted on Sat, January 10, 2009 03:26:19

Du bedes venligst foelge instruktionerne til fulde,, hvis du vil have det maksimale udbytte.

Regel 1:

Lig dig paa sengen. Det er altid bedst, hvis den er bloed.

Regel 2

Slagt en hoene. Dette skal goeres mens man ligger paa sengen. (Dette behoeves ikke hver gang)

Regel 3

Traek vejret (Dette behoeves hver gang)

Regel 4

Luk oejene og sov.

Regel 5

Vaegn efter ti (10) sekunder og hop

Regel 6

Det bliver du ved med indtil du falder i soevn.

Regel 7

Vaagn derefter igen efter ti sekunder

Regel 8

Hop saa igen, men hop lige de der 10 centimeter hoejere, indtil du falder i soevn

Regel 9

Gentag dette 17-18 gange – saa sover du som en sten.

Laes Kommentaren der staar den videre forklaringen.

Frederik Brok Brandi



En hane (for meget?) i paradiset?

Filippinerne Posted on Wed, January 07, 2009 09:21:17

Klokken lidt over 3 om morgenen begynder den foerste hane at gale. Langsomt men sikkert faar den resten af omraadets haner vaekket – og tro mig – i Filippinerne er det et utroligt stort antal! Hanegalssymfonien topper omkring klokken 7 hvor alle mulige andre stoejkilder begynder at overtage lydbilledet!

Og der er rigtig mange haner i Filippinerne. Officielt er det basketball der er sport no. 1 – men uofficielt er det hanekamp – hvis man altsaa kan kalde det sport – passion er det ihvertfald. Og alle familier med respekt for sig selv har mindst et par haner til at spankulere rundt! Og der bliver kaelet for baesterne – isaer maendene her har en stor forkaerlighed for haner! Og det er det samme alle de steder vi har vaeret!

Men hvorfor pokker begynder “den” hane at gale allerede klokken 3 – den vaekker jo resten af horden af haner – taenker man – og vender sig om og sover videre!!!!

Hans Brok Brandi



Tanker fra under havets overflade.

Filippinerne Posted on Wed, January 07, 2009 03:46:32

Saa er det snorkletid igen.

Paa med svoemmefoedder, maske og snorkel og saa er det ud i det turkisblaa vand.

Vi er i Moalboal, hvor der er nogle fantastisk flotte koraler. Sandstrand er der ingenting af, for den blev vasket vaek under den sidste tyfon, pga hotellerne har bygget helt ned til strandkanten. Som kompensation har ungerne en swimmingpool. De har faaet nok af koraler siger de store efter dykket, og Nikoline har vist aldrig helt laert at vaerdsaette livet under overfladen.

Saa jeg maa snorkle af alene.

Jeg saetter afsted ud over det foerste matte omraade, hvor der er begraenset liv. Snart kommer de foerste smaa fisk og de foerste spredte koraler.

Nu er jeg ved kanten af en koralvaeg, der gaar meget stejlt 20 meter ned i vandet. Her vrimler det med liv. Koraler og fisk i alskens farver og former. Jeg flyder lidt omkring og lader ogsaa tankerne flyde.

Det er jo naeppe foerste gang vores famiie er paa en laengere rejse til et sydoestasiasisk land. Vi har efterhaanden gjort det nogle gange. Jeg har jaevnligt proevet at grunde over, hvad bevaeggrundene egentlig er:

Eventyr siger vi alle fem og nikker bekraeftende til hinanden, naar vi sidder og snakker med hinanden om aftenen. Ja, det er rigtigt. Eventyr er det.

Men det er ogsaa noget mere. Jeg har altid holdt af sydasiatere. Deres maade at naerme sig tilvaerelsen paaa. Deres humor og imoedekommenhed. Deres maade at tage tingene, som de kommer. Jeg synes, det er fantastisk, naar det ind i mellem lykkes, at kommer taaettere ind paa livet af dette folkefaerd, som f.x. paa Camiguin, hvor vi boede en lille uges tid………Hov der svoemmede en af de store stribede tigerfisk.

Naar jeg dykker rigtig langt ned prover jeg ogsaa at spoerge mig selv, om det er fordi, at det er tillokkende at foele sig overvaeldende rig og stadig “good looking” i et samfund, hvor en spidse hvid naese og et dagsforbrug paa 6ooo pesos kan tvinge enhver filippiner i knae af misundelse. Jeg vil helst ikke vaere ved det, men det har sin plads og ikke mange steder ud over Asien vil man kunne leve for saa lidt en hel familie. Saa i virkeligheden er det jo det, der goer det muligt……………………Nu moeder jeg en hel stime af blaa smaa fisk. Det vrimler med dem. Og lige saa pludselig som de kom, er de vaek igen.

Er vores tid her i virkeligheden en flugt fra en frygtelig hverdag? Jeg tror det ikke saadan i almindelighed: Vi har gode jobs, gode venner og familie et godt sted at bo. Og saa dog. Det jeg nyder saa meget ved at vaere afsted er vores faelles oplevelser, og det at man som familie kommer saa taet paa hinanden i en laengere periode. For derhjemme lever vi selvfoelgelig et faelles liv, men vi lever ogsaa hver vores adskilte liv. Saa paa den maade er det lidt ligesom at kidnappe sin familie for en periode, for saa at vende tilbage til et almindeligt stresset familieliv. Men godt tanket op med hinanden og oplevelser.

Jeg svoemmer videre sammen med klovnefiskene……….de ser ret sjove ud. Der er fantastisk mange bloede og haarde koraler her. Jeg begynder at kede mig lidt. Det er nu alligevel sjovest at snorkle sammen med nogle. Jeg maa tilbage til familien og poolen og faa laest min bog faerdig, inden vi skal ud og spise frokost.

Mette Brandi

EFTERSKRIFT:

Ting forandrer sig utrolig hurtigt for to dage efter begyndte Nikoline paa Apo Island at snorkle for alvor og blev vaeldig begejstret for at se baade koraler og fisk…….og saa saa hun ogsaa en kaempe havskildpadde.

Hans og jeg kom paa boernenes opfordring ud at dykke igen for foerste gang i 15 aar. DET VAR FANTASTISK.

Apo Island var helt igennem et godt punktum at saette for vores tur.



Paa gensyn soester

Filippinerne Posted on Tue, January 06, 2009 12:25:11

Saa har vi sagt farvel til vores nytaarsoe og farvel til oen, hvor vi var sammen med Hanne og Tommy i en uge.

Et eller andet sted er det jo fantastisk de gange, vi har kunnet moedes rundt omkring i Verdenen med dem: Danmark, Australien, Vietnam og nu ogsaa Filippinerne. Det goer, at Verdenen foeles lidt mindre.

Det var nogle hyggelige dage med god mad, sjov og snak. Heldigvis naede vi baade en rigtig god snorkeltur og en god gaatur oen rundt, foer vi fik nogle dage med storm- og regnvejr. Det var lige foer, at de varslede , at en tyfon ville komme og at vi ikke kunne forlade oen. Heldigvis blev det kun til en storm og vi slap afsted, foer den kom.

Vi opnaede ogsaa nogle fortrinlige middage. Hanne og Tommy havde instrueret en kok i at lave flaeskesteg nytaarsaften, saa den fik paa alle tangenter med vin, suppe til forret og ostekage til dessert.

Man bliver altid en anelse soergmodig, naar man skal sige farvel til en soester og svoger, man ser saa sjaeldent. Om maengden af timer tilbragt sammen hurtigt kommer op paa det samme, som vi er sammen med saa mange andre. Boernene kommer ogsaa altid til at savne dem frygtelig bagefter. Baade den gode stemning, den megen opmaerksomhed og den megen nus og kilden. Den gode nyhed er, at vi skal se dem igen til september, hvor de kommer paa besoeg i Danmark igen.

Dejligt at kunne glaede sig til det og i forhold til interval, vi plejer at ses, er der jo pludselig ikke saerlig lang tid.

Vi er allerede begyndt at glaede os………….

Mette Brandi



Vores foerste dyk

Filippinerne Posted on Tue, January 06, 2009 11:27:48

smileysmileysmileysmiley smiley

En tidlig middag gaar to unge teenagere, hen af strandvaejen – Malaspacua island, Philippines. De er begge temmelige nervoese for de skal nemligt ud og dykke for aller foerste gang. Det blaeser temmeligt meget, hvilket jo betyder at boelgerne er ret store, og det goer dem ikke just mere trygge.

Vi saetter os i stolen og giver haand til vores diveinstrukter – Roland. Inden laenge sidder vi lytter til teorien, om balloner, lufttryk, do’s & dont’s, de forskellige tegn, udstyret – den lidt mere kedsommelige del af dykningen – men som man selvfoelgeligt ikke ville vaere foruden.

Inden laenge sidder vi paa baaden parat til “take off”. Baaden gynger meget, og jeg fornemmer pludselig en lille (stor) klump i halsen. Men jeg vil jo helst ikke vaere den der er lyseslukkeren, isaer ikke for min tvillingbror, der helt sikkert ikke bare vil lade mig slippe med den daarlige fornemmelse – og vores instruktoer virker da ogsaa meget paalidelig, saa mon ikke han ville han ville stoppe os, hvis det var for farlig – og saadan bliver jeg ved med at overbevise mig selv om at det faktisk slet ikke kan gaa galt – indtil klumpen stort set forsvinder..

Saa stopper vi ved en lagoone, hvor boelgerne er lidt mindre, saa det bekymrer jeg mig lidt mindre om. Saa tager jeg mit dykkerudstyr paa – “It’s heavy” Og kan ikke helt forestille mig hvordan fanden, jeg skal kunne baere det helt ud til spidsen af baaden uden at falde mindst 1000 gange. Men ikke desto mindre klarer jeg det – med temmeligt meget hjaelp fra dykkerhjaelperne. Men jeg tror aldrig jeg har foelt mig saa klodset. Og svoemmefoedder goer det ikke lettere !

Under vandet laver vi et par forskellige oevelser. vi kunne ikke se saerligt meget, men paa trods af omstaendighederne klarerede vi det meget godt fik vi afvide bagefter til debriefingen – som vi gentog, da vi kom i land – og igen naeste dag. For vejret var nemligt ikke godt nok til vi kunne foretage vores foerste rigtige dyk hverken den samme dag eller dagen efter. Men saa var der jo ogsaa rigeligt med tid til at fortaelle om dykket helt ned i detaljer, og vi maa altsaa konstatere, at udstyret har forandret sig siden vores foraeldre sidst dykkede.

Omstaendighederne var meget bedre paa dykkedagen (noej hvor jeg lyder voksen?)- og selvom vi begge skulle staa op klokken 6:30 (det er rigtigt rigtigt tidligt, naar det er blevet en vane at staa op klokken 9) foeltes det ikke saa galt – vi havde jo ogsaa meget at staa op til. Og pludseligt foeltes der bare rigtigt langt tid til klokken 8, for det kunne hverken gaa hurtigt nok med at faa toejet paa og spise morgenmad. Klokken lidt over 8 var vi ude ved stedet hvor vi skulle dykke og udstyret foeltes allerede meget lettere – sjovt nok. Ogsaa begyndte dykningen for alvor – det er ikke saerligt meget anderledes end hvad man kan se naar man snorkler – men det var selvfoelgeligt ogsaa kun 8,9 meter dybt det dybeste sted. Saa det var mest udstyret der fyldte. Vi brugte 45 minutter under vand – vi er bedre end gennemsnittet til at dykke (vi havde stadigvaek masser af luft tilbage). Men det foeltes kun som 20 minutter, og det plejer vist at vaere et tegn paa at man har det sjovt. smiley

Mathilde Brok Brandi



Snake, snake, snake!!!!

Filippinerne Posted on Sun, January 04, 2009 12:03:08

Vi er paa vej op op igennem en jungleagtig skov. Vi er paa vej op til et vandfald. Vi skal op for at rapelle ned af et vandfald – for derefter at klatre op af vandfaldet igen! Jeg er ved at overvinde en af mine ganske faa fobier – “at gaa igennem taet jungle”. Jeg er mildest talt ret utryg ved at gaa igenem taet jungle – eller i det hele taget bare jungle! Maaske jeg har set lidt for mange “Vietnam film”.

Vi, Frederik, Mathilde og jeg, har kun gaaet knap 500 meter op af den lille sti, da vores klatreintruktoer raaber “snake, snake, snake” – helt sikkert med panik i stemmen – hvorefter han naermest kaster sig ind foran os 3 turister – der skal jo helst ikke ske os noget, og slet ikke foer vi har betalt regningen!!! Jeg naede lige at skimte en lysegroen slange – foer det lille pus, skraekslagen skyndte sig at kravle ind i junglen igen!! De naeste 5 min gik vores klatreinstruktoer og vores 2 baerere og diskuterede om hvor farlig slangen var! Jeg gik meget stille og forsigtig – og kiggede mig meget noeje for! Frederik og Mathilde var fuldstaendig uberoerte af, at vi lige havde “set doeden i oejnene” – eller i hvertfald naesten!

Og ja – jeg bryder mig altsaa ikke om slanger og edderkopper – de er nogle lumske baester. Saa hellere fire sig ned af et hoejt vandfald, springe ud fra en klippeafsats 3-5 meter ned i et lille vandhul, rutche 25 meter ned af et vandfald – for derefter at bruge 1-2 timer paa at klatre op af vandfaldet igen! Bare jeg slipper for alle de smaa kryb, der bare ligger paa lur inde i junglen og bare venter paa at stikke, bide eller suge alt blodet ud af mig!!!!

Hans Brok Brandi



AAHR pis…nu regner det sgu igen!!

Filippinerne Posted on Sat, January 03, 2009 05:51:14

Posted by Frederik Brok Brandi Sat, January 03, 2009 05:51:14

Ja – i laeste rigtigt. Det regner hele tiden, og stormer. Der er 9 doede her i den by, hvor vi bor i!!! Eller var det nu i hele Filippinerne?

Men altsaa – det hele startede nytaarsaftensdag, hvor det regnede og blaeste hele tiden, men der var stadig hoejt humoer – det var jo kun en kort byge. Det var det saa ogsaa – saa om aftenen havde vi heldigvis toervejr.

Saa vi var alle glade, og vi tog ind og paa “Disco”. Mathilde og jeg dansede sammen med de Filippinske unge, og jeg viste da ogsaa mine meget fine danseegenskaber i en fin lille freestyle – jeg tror det mindede lidt om en blanding af riverdance og Michael Jackson. Mutti (mor) og Nikoline gav den fuld gas, og da vi kom ud paa byens eneste rigtige gade – grinte de indfoedte af dem…. tror jeg da.

Nu skulle vi saa til at fyre raketter af, eller der var ikke saa mange raketter – mest noget der sagde bang! Men da vi fik fyret det meste af, laa der nogle smaa trekanter tilbage nederst i posen. Vi taenkte – lad os da bare faa fyret de smaa knaldperler af. Men da vi saa taendte dem, naaede vi knapt nok at komme vaek, foer vi blev “skubbet tilbage” af lufttrykket af det kaempebrag, der kom. Min fars foerste kommentar var *naaaaah*.

Da klokken saa naermede sig 12, gik vi tilbage til hotellet for at faa en drink og hoppe ind i det nye aar. Der var der en fuld “lyn”kineser, som loeb rundt og fyrede krudt af, som han holdt haanden. Bagefter oemmede han sig, men loeb videre rundt , og skreg “MADE IN CHINA, MADE IN CHINA”.

Naeste morgen blev vi vaekket klokken 8 af nogle boern, der fyrede resten af deres fyrvaerkeri paa en kold blaesende og regnende morgen…

Frederik Brok Brandi



Haandholdt “made in China”

Filippinerne Posted on Fri, January 02, 2009 07:12:16

Hele familien er samlet foran restauranten Hippocampus”. Den dejlige store middag med flaeskesteg og hele svineriet er nu ved saa smaat at falde paa plads i vores maver – men lidt foraedt kan man vel altid blive!

Vi har lige vaeret paa disko – sjovt sted – lige op og ned af kirken – lige paa den anden side af kirkemuren!. Vi staar og smasnakker om, hvordan Nikoline bare gav den gas! Og Mette! Og at det var lidt sejt at Frederik og Mathilde dansede med de lokale!

Klokken er snart midnat – og Mette er meget fokuseret paa at vi skal “springe ind i det nye aar” – lige som vi plejer! Frederik er noget mere fokuseret paa at faa fyret noget krudt af. Klokken er nu 5 minuter i midnat. Alle gaesterne er nu kommet ud foran restauranten og staar paa stranden. Der er en meget loessluppen stemning!. Der bliver fyret rigtig meget krudt af! Den Filippinske kvindelige ejer af restauranten gaar rundt og deler krudt ud til de gaester der ikke selv har koebt!

Alle taender, drikker og snakker. Det meste krudt bliver holdt i haanden – selv raketter. Der bliver oensket godt nytaar paa mange forskellige sprog. Det er rigtigt hyggeligt!

En lille tyk kineser droener ivrigt rundt og fyrer krudt af, mens han storgrinende (og stolt siger ” oooh – made in China”. Inden han endnu engang fyrer en haandholdt raket af!

Hans Brok Brandi



Jesus og karookee.

Filippinerne Posted on Fri, December 26, 2008 09:36:43

Vi har moedt Jesus her paa Filippinerne. Og saa er det ikke engang loegn. Nu skal I hoere hvordan:

Juleaftendagsmorgen vagnede vi alle op til dejlig solskin………..aah, nej saadan var det vist ikke: Det var oes PIS REGNVEJR. Her betaler vi i dyre domme og rejser om paa den anden side af kloden og saa moedes vi af saadan et moegvejr. Naesten saa man kunne forveksle det med Danmark – altsaa bare i shorts.

Naah men med en juleelskende 6-aarig maa man laegge gode miner til slet spil, saa hele familien satte sig og klippede julepynt og sang julesange inde i restauranten, mens vi skulede ud paa regndraaberne ind i mellem. Faktisk udviste vores soen udpraegede kreative egenskaber med eget design af en julestjerne, som nok de faerreste kunne se var en stjerne og lyn og zig-zagger i guirlandestrimlerne. Paent var det maaske ikke, men Nikoline blev revet med og med tiden ogsaa vi andre.

Egentlig glemte vi helt vejret og maaske af den aarsag tittede solen pludselig frem. Helt overbeviste var vi ikke, for vi valgte at tage ind til hovedbyen og koebe snor til et noedjuletrae.

Klokken fire valgte vi at bevare positiviteten og pyntede et lille kokosnoeddetrae foran vores hytte med elektriske lys, glimmer og alskens jule krims krams. Pludselig kom vores elskede Julian (som er servitrice i restauranten) og overrakte et brev til Baby Cute, som hun har doebt Nikoline. Det var fra Nisse Fraek, som havde lavet en lille skattejagt rundt paa stranden, hvor man skulle finde poster og nedgravede gaver.

Endelig kom det store oejeblik med dans og sang om julepalmen, mens vi moerket saenkede sig. DET VAR faktisk smukt og vakte en del opsigt. Til julemiddagen bagefter fik hvidloegsrejer og lasagne. Maaske ikke en udpraeget dansk traditionel julemiddag, men det smagte godt og var vaeldig hyggeligt.

Saa kommer det: Vi voksne insisterede paa at vi skulle til en katolsk julemesse i vores landsby, og det var lige ved, at vores 14 aarig soen var ved at gaa hjemmefra i protest. Han opponerede kraftigt. Men man maa jo saette sig igennem som foraeldre til sider, saa med en surmulende Frederik sad vi snart paa en baenk i kirken en time foer messens start. Sammen med os sad og stod vel 700 andre.

Men vi skal love for at vi fik messe med roegelse, juleband, klokker, salmer og dans. Faktisk fik den paa saa mange tangenter, at Frederik helt kom til at smile og helt overvaeldet blev vi, da han som eneste repraesentant af familien gik til alters og slog korsets tegn bagefter. Var det mon der han moedte Jesus? Nej det var det ikke, men der var en fantastisk stemning i kirken. Vi forstod stort set intet, men alle folk jublede og oenskede hinanden og os “Merry Christmas” bagefter. Det var en stor oplevelse.

Jesus moedte vi dagen efter, hvor vi bor. Han er faetter til den kvindelige ejer paa Seascabe, hvor vi bor. Han har foedselsdag den 25 december og er blevet doebt Jesus. Den havde vist ikke gaet hjemme i Danmark. Den 25 blev der holdt stor fest her pa Seascabe, hvor man om morgenen startede med at slagte et fedesvin. Den blev saa stegt resten af dagen over et baal og var klar til at blive spist om aftenen, hvor det stroemmede ind med gaester. Vi vidste ikke helt, hvordan vi skulle opfoere os, men moedte forskellige folk at tale med. Ogsaa nogle europaer, der bor permanent paa Camiguin. Alt var virkelig rart lige ind til de saa stillede et karookeeanlaeg op. Tja, vi har altid afskyet dem hernede, men filippinerne elsker dem, og inden laenge sad vi midt i et karookee-party. Faktisk var det sjovt at se, hvor meget filippinerne hygger sig med det. Og saa var det vi saa, Jesus folde sig ud med karookee. Han havde vist faaet en anelse meget at drikke. I hvert fald kunne han underholde hele selskabet med sin sang og dans. So funny.

Vi vil slutte med at oenske alle hjemme og andre steder endnu en glaedelig jul.

Kaerlige hilsner fra Brok-Brandi



Her er flere vagter end du har spist aerter!

Filippinerne Posted on Wed, December 24, 2008 07:14:54

De er overalt! Vagterne! Naesten altid bevaebnet med en pistol, knippel og haandjern! Ved forretninger, cafeeer, p-pladser, ved haven, ved bustationen – ja overalt! Ved banker, shoppingscentre og stoerre hoteller ogsaa med maskinpistoler! Ja – lige i starten virker det lidt voldsomt!

Men ikke mere! Vagterne er blevet vores venner! For jeg tror nemlig de keder sig lidt – der sker (nok) nemlig aldrig noget! Og saa er det faktisk lidt rart at der kommer nogen og snakker lidt! Og det goer vi saa! Vi spoerger dem om vej, hvor kan man finde et toilet, hvor kan man finde en en internetcafe, hvor er der en pengeautomat osv. Og de bliver alle meget glade for at kunne hjaelpe!

Og de er overalt! Hvad deres officielle opgave er – ved jeg ikke helt! Men – for os – er vagterne blevet en upaaklagelig kilde til vejvisning, raadgivning eller blot en uformel hyggesnak! De er nemlig ikke naer saa farlige som de ser ud!

Saa naar man lige ser bort fra den kraftige udrustning i form af vaaben – saa er alle vagterne faktisk en super service for saadan nogen udenbys folk som os!

Paa vores lille beach resort Seascape paa den meget, meget fredelige oe Camiguin, er der ogsaa vagt – dog kun bevaebnet med en walkie talkie! Jeg har spurgt hvad han laver – hvad der er han skal beskytte os imod? Og svaret er – “ikke noget, men hvis der nu skulle ske noget er det jo rart at have en vagt – og tilfoejer de – hvis der er nogen der kommer til skade – saa kan han jo tilkalde hjaelp” :-).

I ovrigt, saa har vi endda faaet vores helt egen private vagt! Han hedder Spatty – og sover udenfor vores doer hver eneste nat! Han er bevaebnet til taenderne – eller rettere – bevaebnet med taender. Spatty er nemlig et halvgammel gadekryds af en hanhund, der har forelsket sig i Nikoline! Saa nu har vi faaet hund – ihvertfald saa laenge vi er her ;-).

Hans Brok Brandi



De tusind skiltes land!

Filippinerne Posted on Tue, December 23, 2008 11:29:25

Ja – de er overalt! Altsaa skilte du ikke finder i Danmark! Naar man gaar rundt og kigger stoeder man paa de underligste skilte – skilte der viser, at man nok er kommet lidt langt hjemmefra!

Hvor ser man for eksempel et skilt ved en indgang til en restaurant der siger at man skal overlade alle sine skydevaaben og andre vaaben til vagten? Ihvertfald ikke i Stjaer!

Eller at der er en strafbar handling ikke at sortere sit affald? Efter 3 overtraedelser ryger man 10 dage i spjaeldet – tror jeg nok! Det glaeder selvfoelgelig en miljoeingenioer meget, at man tager affaldshaandteringen alvorligt – men faengselsstraf virker alligevel lidt strengt!!

Eller hvad med en trafikkampagne – ” det er risikabelt at blande koersel med alkohol – ligesom det er er risikabelt at blande oel med whiskey”? Sjovt ikk.! Humor – det har de ihvertfald!

Eller hvad med et par “Wanted” plakater! Man ser dem mange steder – nogen gange en helt plakatfuld – og andre gange blot en A4 side! De 2 paa plakaten kan indbringe en dusoer paa 5 mill. pesos pr. stk. – ca. en halv mill. danske kroner – ret meget i et land hvor mindste dagloenen er ca. 20 kroner for ufaglaerte haandvaerkere!

I lufthaven i Cebu var der en “firearm realease counter” – dem ser man ikke mange af i Tirstrup!

Et skilt i et stort shoppingcenter – “Betal for 3 – faa 1” virker ikke specielt tillokkende – selvom alting selvfoelgelig er meget billigt hernede!

I alle taxaerne staar der, at startbeloebet er 10 pesos (ca. 1 kr) – men det er et gammelt skilt – siger taxachauffoerne – og startbeloebet er altsaa 30 pesos, hvilket alle rent faktisk saa ogsaa betaler – og ikke kun os turister! Det kan blot undre at man i saadan et skilteglad land ikke faar udskiftet skiltene med de 10 pesos til et skilt med 30 pesos! Iovrigt er det svinebilligt at koere i taxa!

Og moms snyd straffes aabentbart haardt her – “Det er en kriminel handling af udlade at betale moms” – staar der paa skilte i alle restauranter og forretninger – og man skal som kunde bede om at faa udleveret en kvittering! Men enten foelges der ikke op paa truslerne paa skiltet – eller ogsaa ligner vi bare ikke nogle momskontrolloerer – for vi har endnu aldrig faaet udleveret en kvittering paa en restaurant, hvor der er betalt moms! Saa det der med lidt “sort” oekonomi trives ogsaa fint her!

Ogsaa lige en sidste ting – som jeg har proevet at udbrede til ungerne i familien! I Bontoc var der et skilt med “udgangsforbud for mindreaarige fra kl. 21 til kl. 4”. Meget fornuftigt! Isaer det der med at de skal staa tidligt op! Saadan for at faa noget ud af dagen! Soerge for morgenmad til foraeldrene, vaske lidt toej osv.. Men det er som sagt slet ikke slaaet igennem i familien……endnu!!!

Hans Brok Brandi



Jul i Filippinerne

Filippinerne Posted on Fri, December 19, 2008 05:15:16

Vidste I:

– at Filippinerne er katolsk.

– at juleshopping her overgaar enhver juleshopping i Danmark. Alle Shoppingcentre er totalt proppede. Heldigvis bliver vi ikke vaek fra hinanden, for vores relative blonde haar rager op over alle de andres lidt moerkere haar.

– At Filippinerne starter med at hoere christmas-salmer kl fem om morgenen for fulde droen.

– At der dagligt er en gudtjenste her udenfor shoppingcentret i det fri.

– At alt er pyntet op med diverse kuloerte lamper, farvestraelende pynt og alt muligt krims krams. Ja, det lyder maaske usmageligt, men det er faktisk paent.

– At planen var at vi skulle koebe meget faa gaver til hinanden, men at nu bliver vi noedt til at koebe en ny taske til alle de gaver, vi er gaaet amok med at koebe. Faktisk er det ret hyggeligt.

– At i aften rejser vi ud til en oe, der hedder Camiguin, hvor vi skal fejre jul.

– At med i rygsaekken er glanspapir og stjernestrimler, og at vi glaeder os til at lave pynt til et trae, som vi vil finde.

– At det endnu er usikkert om julemanden kommer, men saa meget er sikkert som at tandf’een kan finde herned.

– At alle filippinerne rejser og holder ferie i 7 dage, saa det kraever lidt anstrengelse at finde et sted at bo.

GLAEDELIG JUL TIL ALLE FRA FAMILIEN BROK BRANDI



Med hjertet siddende oppe i halsen

Filippinerne Posted on Thu, December 18, 2008 08:57:37

Det er soendag middag i bjergbyen Sagada. Nikoline har kastet op i nat, men hun er paa vej til at faa det bedre, men bruger dagen paa afslapning sammen med sin far.

Vi spadserer paa fortovet, hvor der med spredte mellemrum er rode spor efter udspyttet betel. Med os har vi vores guide Fabian og indtil for fem minutter siden var vi paa vej ind i den nemme SUMMAGING Cave, men saa modte vi en australsk familie, der var paa vej ind i “connecting caves” som er en forbindelsesvej mellem LUMIANG og Summaging cave. Det kunne vores to vovehalse til 14 aarige ikke staa tilbage for. Og som moderen til to vovehalse maa man foelge trop.

Inden lange er vi paa vej ind i hulen. Ved hulen staar stakkevis af gamle kister stablet op. I hullet af en af kisterne kan man se et kranie, der kigger ud. Denne maade at blive begravet paa har man dyrket igennem aarhundrede i Sagada. Det lyder sikkert uhyggeligt at skulle passere et saadant scenarie paa vej ind i hulen, men egentlig er det ingenting mod uvisheden overfor, hvad der venter en. Hjertet pumper adrenalin rundt i kroppen, da petroleumslygten bliver taendt, og det er helt moerkt omkring en.

Egentlig gaar det meget godt til en start. Bare for at understrege at vi er forberedt, har vi taget vore tre pandelygter paa. Vi klatrer over store sten og snaevre passager og faktisk begynder jeg ligefrem at slappe af. Men saa goer Fabian tegn til at vi skal stoppe og goere praecis som han siger. Vi staar og kigger ned i et hul. Man kan ikke se, hvor langt man skal ned og hvad der venter en dernede. Nu sidder hjertet oppe i halsen og hamrer der ud af.Frederik, Mathilde og Fabian hjaelper beredvilligt og langsomt bliver ens haender og foedder guided til at stoette de rigtige steder. Jeg straaler lige saa meget som petroleumslygten, da jeg er igennem.

Ved den naeste udfordring skal vi fire os ned af et tov – ja vel naaermest lige som tarzan. Det gaar ogsaa uden skraemmer. Vi slapper mere af nu alle mand – her 90 meter under jorden. Vi kravler mange gange paa alle fire og hver eneste gang, der er noget usikkert, bliver vi beordret ned at sidde paa bagdelen. Det er sikkert ikke koent, men vi klarer det og det gaar egentlig altsammen godt, men pludselig da jeg skal omkring et klippefremspring, bliver jeg lammet at tanken: Taenk nu hvis jeg faldt. Mine ben begynder at ryste lidt, selv om det ikke er svaert det jeg skal. Fuldstaendig ulogisk for mange af de andre steder har vaeret noget farligere, og hvis jeg falder, falder jeg i mudder.

Fabian kommer mig til hjaelp. Han faar mig til at slappe af og langt om laenge kommer jeg om paa den anden side. Puh ha…….det var ubehageligt. B.S. ville ikke have vaeret stolt. Derefter skal vi rapelle op af en stejl skrant og vi skal gaa gennem en lille flod, men det goer ikke noget, for nu er der overskud igen. Paa et tidspunkt skal vi baere vores toej og tasker paa hovedet, og vi gaar i vand til brystet. foer vi er helt ovre flodstykket skal vi ned af et vandfald, hvor vi skal hoppe fra sten til sten indtil vi kommer ned til et lille bassin. Endelig er vi kommet frem til det endelige maal. Svoemmebassinet med tilhoerende bruser. Vi er alle ret svedige i de 18 grader der er omkring os. Tvillingerne hopper to meter fra kanten, mens jeg goer det paa den mere mor-agtige facon. Det er fantstisk og jeg er ikke saa lidt stolt. Det er Frederik og Mathilde vist ogsaa, men de er jo ogsaa ret seje. Der er fyldt med smukke stalakitfigurer omkring os.

Vi har nu vaeret tre timer undervejs og det sidste stykke af turen naesten loeber vi op. Vi traenger til at se noget dagslys igen. Der er fyldt med flagremus over os og deres efterladenskaber under os, saa det handler bare om at faa sidste del af turen overstaaet.. Tre en halv time senere er vi ude. Alle er ret stolte. Fabian er ogsaa stolt…….nej, det er han vist ikke. Nu goer det godt at komme hjem at drikke colaer med Nikoline,( Hvis vi altsaa kanmed vores oemme arme).

Knus fra Frederik, Mathilde og Mette



Risterasser i Banaue

Filippinerne Posted on Mon, December 15, 2008 11:18:14

Hej Alle.

Saa kom vi derhen, hvor vi gerne ville>UD PAA LANDET smiley

Nu er vi virkelig kommet i gang med at rejse.

Efter bustur fra Manilla, lejede vi en 4-wheel-drive til at koere os direkte ud til nedstigningsomraadet til en lille landsby, der hedder BATAD. BATAD ligger 500 meter nede af bjerget og er omgivet af spetakulaere ristrasser, der er bygget for 2000 aar siden.

Vi havde al vores bagage med derud, saa det var ret haardt arbejde at klatre ned af bjerget. Vores Nikoline er ved at vaenne sig til at vaere afsted og gik uden at kny hele vejen ned med sin lille lyseroede rygsaek paa ryggen. Det tog os halvanden time at komme helt derned.

Turen var det hele vaerd, paa grund af det syn, der moedte os dernede: Den ene risterasse efter den anden moejsommelig bygget nederst af ler, der er hentet nede fra dalen og dernaest af sten. Stedet er fredet af UNESCO og betragtes som et Jordens 8. vidundere.

Vi kom til at bo hos Ritas, som er ejet af en landsbyaeldste. Han var en hyggelig gammel mand med megen visdom. Hans ene datter arbejdede paa stedet og hun passede samtidig sin niece Dea paa 2 aar, mens moren arbejdede i den naerliggende by.

Der var en hyggelig stemning paa stedet. Vi sad med den fantastiske udsigt over risterasserne og drak varm kakao og kaffe. (Det var graavejr og koeligt). Imens puslede Rita rundt, Dea legede med Nikoline og det skal understreges, at hun var en lille fraekkert. Vores landsbyaeldste kom af og til forbi og mumlede lidt i skaegget og gav os et visdomsord med paa vejen. Filipino-engelsk kan vaere lidt svaert at forstaa. Saa hvad visdommen helt praesis altid gik ud paa er lidt usikkert. Men det gav en gevaldig god atmosfaere.

Den forste dag slappede vi mest af ovenpaa den lange bustur. Den naeste dag, da alle kl 11 var staaet op, begav vi os paa tur ud i risterasserne. Maalet var et vandfald, som vi kunne naa ved foerst at gaa naesten ned i dalen og saa over et andet hojdedrag. Vi blev rigtig gode til paa turen at overvinde mudrede nedstigninger , balancere pa kanten af risterasserne og forcere stigninger, der ville noget. Frederik og Mathilde forrest i hoejt tempo og resten af familien efterfoelgende i astadigt tempo. Nikoline holdt balancen med begge arme ud til siden. Vi andre havde faaet vandrestave aerboedigt udleveret af landsbyaeldsten. Det viste sig at vaere en stor hjaelp.

Vandfaldet var meget smukt og vi fik alle en dukkert, selv om vandet var ubeskrivelig koldt. Desvaerre havde vi ikke tid tilat blive saerlig laenge, fordi vi gerne skulle naa tilbage inden det blev moerkt. Opstigningen gik noget hurtigere inden nedstigningen, og vi bestemte os for at tage en genvej hen over risterasserne. Desvaerre kom vi til at gaa lidt for hoejt op, saa vi kom ud i nogle risterasser, hvor vi skulle springe over groefter, klatre ned af nogle knap saa gode trapper og foelge nogle knap saa synlige stier. Da vi kom ud paa “hovedvejen” i risterasserne igen, gik det igen mere let (Taenk sig at der findes hovedveje i risterasser,) smiley

Vi kom alle til at holde rigtig meget af Batad. Ville nok alle gerne vaere blevet lidt laengere, men vi rejser ret programsat denne gang, fordi der er booket nogle fly paa rejsen, saa det blev ikke til mere en to overnatninger. We`ll be back.

Mette Brandi



TWO DAYS IN MANILA

Filippinerne Posted on Wed, December 10, 2008 14:13:30

Hejsa.

Resten af familien sidder paa en busstation og laeser og passer paa vores rygsaekke.

Jeg har saa sneget mig ind og skrive en mail.

Det bliver saa uden fotos, for efter at have uploaded 4 fotos i gaar, hvilket for mig er en stor praestation, saa ville bloggen eller computeren ikke aede dem, saa i dag orker jeg altsaa ikke.

Os piger foelte os i gaar som de mest UTOTALE rygsaeksrejsende: Spiste mest burgere og pizzaer, havde det bedst indenfor i det store vestlige shoppingcenter……………………tja lidt innerverende, men fakta. Og selv shoppingcentret var lidt i overkanten.

Asien kan vaere en overvaeldende oplevlese og svaer lige at kapere. Der er en enorm varme, ikke altid lige rare dufte og i Manila er der en del folk, der lever paa gaden.

I nat var vi alle vaagne kl 2 ……….altsaa kl 7 dansk tid. Vi var alle parat til at danse can-can.

I dag har vi saa alle vaeret paa beatet og nu er vi ved at kunne finde ud af, at gaa over gaden i trafikmyldret, prutte priser en anelse ned. Vi har faerdes i taxa uden at tro vi blev bortfoert……………saa……det gaar fremad.

Vi har booket flyrejse og vaeret ude at koere i hestevogn i det omraaade, hvor spanierne holdt til, da de kolonialiserede landet. Ret flot og man kunne stadig meget vel fornemme stemningen fra dengang.

Nu er vi saa paa vej ud paa landet til de smukke risterasser. Det glaeder vi os vist alle til: At komme til mere overskuelige forhold.

Nu har vi saa magtet at finde en busstation, koebe billetter og sidder og venter paa afgang. Fed oplevelse og saa er man vel lidt paa vej.

Naa, men jeg maa ud og laese det sidste af soendagspolitikken inden vi smider den ud

Mette Brandi



Lufthavnsmail

Filippinerne Posted on Tue, December 09, 2008 14:07:28

OPLEVELSER og ERFFARINGER PAA TUREN GENNEM EUROPA OG ASIEN:

– Security i Koebenhavns Lufthavn efterlyste Frederik ude ved gaten, fordi de havde spottet, at han havde taget `DANGEROUS EXPLOSIVES` med i sin rygsaek. Ret dramatisk indtil de havde indentificeret 7 stjernekastere 3 nytaarspoppers i hans bagage, som saa desvaerre blev efterladt paa dansk jord.

– Stewardessen i flyet paa vej til Hong Kong sproejtede Hans` sokker (mens han sov) med parfume af hensyn til de andre passagerer.

– Ved ankomst til Hong Kong International Airport sponser Frederik afsted paa toilet. Da han ikke er kommet tilbage efter 20 minutter bliver resten af familien noget urolige, da de ved at smukke drenge af og til bliver kidnappet. De finder ham ganske `laid back` i faerd med grundigt at vaske haender. Efter hans udsagn var der koe paa toilettet.

– Mette ved, hvordan man sniger sig til at lave rygstabiliserende oevelser bag en soejle ved Burger King – Hong Kong. Frederik hjalp, saa hun ikke skulle foele sig alt for maerkelig.
Mathilde har overlevet mavekramper en hel dag i Hong Kong. Havde dog nok kraefter til at banke sin mor soender og sammen i dobbelt kabale. Hun har paa turen i en alder af 14 aar endelig laert at trykudligne, naar hun lander med flyet.

Nikoline sprudler som den enste af energi under vores 31 timers lange rejse. Hun styrer med haard haand alle boardingcards.

Vi er alle nu ankommet til Manila i god behold. De store piger skal lige vaenne sig til lugtene, alle bilerne og de mange ret fattige folk. Mette insisterer paa at faa pizza og den slags, da det ikke var muligt, spiste hun en halv skaal “plain rice”. Maendene er fuldstaendig eksperimenterende med fremmedartet mad og tager alt i stiv arm. Nikoline vil vist allerhelst hjem. Hun holder konstant vagt, saa der ikke bliver stjaalet noget fra os.

I morgen nat tager vi en airconbus til Banaue, hvor der er masser af meget flotte risterasser.

Det glaeder vi os alle til.

Store knus fra familien Brok-Brandi



Vacination!

Filippinerne Posted on Sat, November 29, 2008 17:04:19

Så er alle blevet vacineret – og nogen med lidt mere stil end andre!smileysmiley



Vi forbereder os!

Filippinerne Posted on Sun, November 23, 2008 10:36:58

Så er vi gået igang med at pakke!smiley



Det første blogindlæg

Filippinerne Posted on Sat, November 22, 2008 13:04:42

Hej

Her er det første blog indlæg på Filippiner-bloggen!

smiley HansBlog Image

Nu er vi igang med at pakke rygsækkene!